Manchester City har været på rov i Chelsea, hvor man har hentet den kroatiske landsholdsspiller Mateo Kovacic. Det oplyser begge klubber tirsdag.
For nogle uger siden blev det en kendsgerning, at Manchester City for første gang i klubbens historie kunne løfte Champions League-trofæet.
Og nu har City så forstærket truppen yderligere, da man har præsenteret 29-årige Mateo Kovacic som ny spiller.
City meddeler på sin hjemmeside, at kroaten, der kommer til Etihad fra Chelsea, har fået en fireårig aftale, der altså løber frem til sommeren 2027.
Tilgangen glæder fodbolddirektør Txiki Begiristain.
Mateo er en fremragende fodboldspiller. Han kan spille som en nummer seks og otte, og han har en masse erfaring på topniveau, og han forstår Premier League,” udtaler City-bossen til klubbens hjemmeside.
Mateo Kovacic var en del af det Chelsea-mandskab, der vandt Champions League tilbage i 2021.
Ved den lejlighed var det netop Manchester City, man slog i finalen.