Ligue 1-giganten Paris Saint-Germain er nået til enighed med Zinedine Zidane om at blive klubbens nye cheftræner. Det skriver flere franske medier.
Real Madrid vandt Champions League tre år i træk fra 2016 til 2018, da franske Zinedine Zidane var klubbens cheftræner.
Succestræneren har dog gået ledig siden sidste år, da han valgte at stoppe som cheftræner i Real, og nu er han på vej til Paris Saint-Germain.
Ifølge flere franske medier, herunder RMC Sport og Europe 1, er topklubben nået til enighed med Zidane om en aftale.
Den 49-årige franskmand tiltræder som klubbens nye cheftræner fra den kommende sæson, og det vil betyde en fyring af Mauricio Pochettino.
Argentineren har ikke formået at bringe Champions League-titlen til den franske hovedstadsklub, og det tager man nu konsekvensen af.
I stedet får man altså Zinedine Zidane ind, som PSG ifølge Mundo Deportivo har tilbudt en skyhøj årsløn på ca. 185 millioner kroner.