Cristiano Ronaldo ønsker at forlade Manchester United denne sommer, og det skyldes blandt andet, at han vil udbygge sin scoringsrekord i Champions League.
Der florerer i øjeblikket mange rygter om Cristiano Ronaldos fremtid, og han er efter alt at dømme opsat på at forlade Manchester United.
Og ifølge mediet The Athletic skyldes det blandt andet, at han ønsker at udbygge sin rekord som den mest scorende spiller i Champions League-historien.
37-årige Ronaldo står noteret for 140 mål i den prestigefyldte turneringer, hvilket er 15 mere end Lionel Messi på 2. pladsen.
Den føring ønsker portugiseren altså angiveligt at udbygge, hvilket ikke kan lade sig gøre i United, som skal spille Europa League.
The Athletic skriver endvidere, at angriberens agent Jorge Mendes er i dialog med Sporting CP, hvor Ronaldo tidligere har spillet.
United-stjernen har også været kædet sammen med adresser som Bayern München, Chelsea og Atletico Madrid.