Marco Asensio var med til at vinde Champions League med Real Madrid i foråret, og nu kan han være på vej til FC Barcelona i et kontroversielt skifte.
Til sommer står 26-årige Marco Asensio uden arbejdsgiver, når hans kontrakt med den spanske storklub Real Madrid udløber.
Derfor vil spanieren til den tid kunne skifte kvit og frit til en ny klub, og det er FC Barcelona efter sigende interesserede i at udnytte.
I hvert fald skriver avisen Mundo Deportivo, at Barca lurer på at hente Real Madrid-kantspilleren.
Asensio skulle da heller ikke selv være afvisende overfor at gennemføre skiftet, lyder det.
Dermed kan den forsvarende Champions League-vinder meget vel stå overfor “det forbudte skifte” fra Real til Barca, som kun få spillere gennemfører.
Foruden FC Barcelona skulle også Newcastle være ude efter Marco Asensio, som dog skulle være mere lun på den catalanske storklub.