Villarreal og Chelsea er begge videre til kvartfinalerne, efter de onsdag aften slog henholdsvis Juventus og Lille ud af dette års udgave af Champions League.
Chelsea rejste til Frankrig med en stærk 2-0-sejr over Lille i bagagen, og London-topklubben sikrede sig da også avancement til næste runde på fornemste vis.
Englænderne kom ellers bagud hen mod slutningen af første halvleg, men en scoring fra Christian Pulisic betød, at pausestillingen var 1-1.
Herfra formåede Lille ikke at forvolde The Blues de store problemer, og de franske mestre endte med at se sig slået med 2-1 på hjemmebane.
I aftenens anden ottendedelsfinale mellem Juventus og Villarreal var kampen anderledes åben, da det første opgør var endt 1-1.
Eter 75 minutter steg spændingen, da stillingen vedblev at være 0-0, men så skiftede Unai Emerys Villarreal til et nyt gear.
På bare et kvarter scorede de spanske gæster tre mål, der sikrede dem en stensikker 3-0-sejr over Juventus, som dermed røg ud af Champions League.