FC København vandt tirsdag aften med 1-0 over polske Rakow Czestochowa i Champions League-kvalifikationen, og det var, hvad de kom for, siger Jacob Neestrup.
Tirsdag aften var FC København på besøg hos polske Rakow Czestochowa, hvor det første af to opgør i Champions League-kvalifikationens sidste runde skulle spilles.
Efter en hård kamp og et polsk selvmål endte danskerne med en vigtig 1-0-sejr, og de er nu blot en enkelt kamp fra gruppespillet i Champions League.
Og resultatet vækker glæde hos FCK-cheftræner Jacob Neestrup, da det var det, holdet kom for.
Det fortalte Neestrup til Viaplay efter kampen, da han blev spurgt til, hvad sejren betyder.
“Den betyder, at vi fører 1-0, og så betyder den faktisk ikke mere, fordi der er et arbejde, der skal gøres færdig i Parken i næste uge,” sagde FCK-chefen og fortsatte:
“Det bliver en anden kamp. Det var det, vi kom for. Det var en sejr, og det er vi glad for,” lød det fra Jacob Neestrup.
Returopgøret i Parken spilles onsdag i den kommende uge.