FC København havde to på træværket samt flere andre gode muligheder, mens de dog også gav Sparta Prag en række friløbere, grundet usikkert forsvarsspil af både Diks og Vavro.
Men tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp mellem FCK og Sparta Prag endte alligevel med en nulløsning.
Jacob Neestrup, FCK-cheftræner:
“Ja, jeg er ærgerlig over at vi ikke vinder den her kamp med et enkelt mål, men jeg anerkender også, at de (Sparta Prag, red.) kan komme foran på to store individuelle fejl, som er de to chancer, vi giver væk i kampen,” sagde han efter kampen til TV 3+ i Champions League-studiet, der var rykket ind i Parken denne aften, og Neestrup uddybede:
“Lige nu fylder det faktisk for mig, at jeg synes, vi har præsteret en god kamp.”
“Jeg synes det her hold er inde i en rigtig god rytme. Jeg synes vi var mere kyniske i da i vores kollektive forsvarsspil. Og så er det klart, så er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at dem, der passer målene inde i Parken ikke lige har løftet overliggeren 20 centimeter højere op.”
“Jeg føler ikke, at jeg kan bede om mere fra drengene i dag. Jeg synes de spiller kampen som den skal – de holder den lukket, så meget som muligt.”
“Der er ikke noget der hedder fortjent eller ufortjent i fodbold, men jeg synes vi har set, at over en hel kamp kunne vi godt have vundet med et enkelt mål.”
Rasmus Falk, FCK’s anfører og midtbaneprofil:
“Vi ville gerne have vundet, vi ville gerne have scoret en enkelt eller to. Vi har chancerne til det,” sagde han efter kampen til TV 3+ og uddybede:
“De fås ikke større i de her kampe, så stadig optimistisk, men vi ville gerne have haft et bedre resultat med.”
“Det er ikke en katastrofe. Det er heller ikke fantastisk. Det ligger et eller andet sted i midten.”
“Vi tror stadig på det, og vi tager derned og vinder.”
Mohamed Elyounoussi, FCK-offensivspiller:
“Jeg står her med lidt blandede følelser. Vi er ikke effektive nok foran mål. Samtidig synes jeg, at vi laver en god præstation og en god kamp,” sagde han efter kampen til TV 3+ og uddybede:
“Bortset fra chancerne i starten af kampen, så har de jo ingenting. Vi har bolden, dominerer og lægger et pres. Vi rammer stolpen et par gange eller tre.”
Holdene mødes i returopgøret på næste tirsdag i Prag.