Efter en landskampspause er Champions League tilbage i den kommende uge, hvor de første opgør i kvartfinalerne bliver fløjtet i gang tirsdag aften.
For nogle uger siden sikrede otte hold sig avancement til kvartfinalerne i dette års udgave af Champions League, og efter en pause bliver den prestigefyldte turnering genoptaget i den kommende uge.
Her skal de første kampe i kvartfinalerne afvikles tirsdag og onsdag, hvorefter semifinalisterne skal findes ugen efter.
Dermed bliver det henholdsvis Benfica mod Liverpool og Manchester City mod Atletico Madrid, der bliver de første kvartfinalekampe.
Onsdag aften bliver de opgør fulgt op af Chelsea mod Real Madrid samt Villarreal mod Bayern München, og der er altså lagt op til flere storkampe.
Flere bookmakere har tidligere haft Manchester City som favoritter til at vinde Champions League, mens også Liverpool har ligget godt til på listerne.
Imidlertid skal de to Premier League-topklubber altså først forbi henholdsvis Benfica og Atletico Madrid.