Carlo Ancelotti har været rygtet væk fra Real Madrid på det seneste, men han bliver i klubben, hvis de ønsker det, fortæller den italienske cheftræner.
For knap to uger siden røg Brasilien ud af VM efter et nederlag til Kroatien på straffespark, og det førte til landstræneren Tites afgang.
Siden da har blandt andre Carlo Ancelotti været sat i forbindelse med det ledige trænerjob, men han bliver i Real Madrid.
Italieneren fortæller i hvert fald, at han agter at fortsætte hos de forsvarende Champions League-vindere, hvis de ønsker det.
“Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men jeg er rigtig glad i Madrid lige nu. Vi har mange mål forude i denne sæson,” siger cheftræneren ifølge Sky Sports til RadioRai og fortsætter:
“Der vil komme en tid, hvor jeg kan tænke over fremtiden. Jeg har kontrakt frem til sommeren 2024, og hvis Real Madrid ikke vil af med mig før tid, så bliver jeg,” lyder det fra Carlo Ancelotti.
Real Madrid skal møde Liverpool, når Champions League-ottendedelsfinalerne sparkes i gang til februar.