AaB dominerede opgøret mod APOEL, men måtte nøjes med 1-1 mod cypriotiske APOEL i den første playoff-kamp inden Champions League-gruppespillet.
AaB fik i aften besøg af cypriotiske APOEL Nicosia hjemme på Nordjyske Arena i den første af to playoff-kampe inden Champions League-gruppespillet.
APOEL stod langt tilbage på banen, og dermed var det op til AaB at levere det kreative.
AaB sad meget på spillet, og efter 15 minutters spil lykkedes det hjemmeholdet at komme foran. Patrick Kristensen var efter et godt kombinationsspil trukket ned på baglinjen, hvor han sendte et fladt indlæg ind som Nicolaj Thomsen snuppede på højrekanten, hvorefter han sikkert sendte bolden i nettet til 1-0.
Udeholdet fortsatte den passive og defensive taktik, så dominansen fortsat lå på AaB’s fødder.
Patrick Kristensen fik generelt meget plads på højrekanten, hvor backen ofte var trukket med op. Men hans efterfølgende indlæg førte ikke til flere scoringer i første halvleg.
Anders K. Jacobsen kom frem til et godt forsøg lidt udenfor feltet efter en halv time, men forsøget var ikke noget, der for alvor truede APOEL’s keeper.
Kort før pausefløjt fik APOEL en kæmpe chance for at udligne. Nuno Morais modtog en høj bold i dybden.
Angriberen havde frit løb, men var lidt langsom om at tæmme bolden, og så endte det med at Kenneth Emil Petersen fik tacklet i sidste sekund.
AaB førte dermed 1-0 ved efter første halvleg.
I anden halvleg startede den på samme måde som første. AaB dominerede, men alligevel blev APOEL lukket ind i kampen.
I det 53. minut kom udeholdet på måltavlen. APOEL kombinerede hurtigt på højrekanten. Tiago Gomes modtog bolden på kanten af feltet, og han kunne servere bolden for Vinicius Oliveira, som kom spurtende ind i AaB’s felt. Han var iskold i situationen og lagde bolden over Nicolaj Larsen i AaB-målet. 1-1 stod der nu på måltavlen.
Det var tydeligt, at AaB-spillerne blev rystet over at APOEL scorede på deres første egentlige forsøg på mål. AaB gik ned i tempo, og de havde vanskeligt ved for alvor at udfordre APOEL, der heller ikke virkede synderligt interesserede i at score yderligere.
Efter 72 minutters spil fik Nicolaj Thomsen dog en enorm mulighed. Rasmus Würtz lobbede bolden over APOEL-forsvaret i bedste Michael Laudrup-stil, hvor han fandt Thomsen. Men den unge spiller havde svært ved at tæmme bolden ordentligt, og afsluttede svagt på APOEL-keeperen.
Med ti minutter tilbage kom Henrik Dalgsgaard frem til et flot forsøg på lang afstand. Han afsluttede fra højre side, men forsøget gik lidt over APOEL-målet i trekantssammenføjningen.
AaB kom ikke nærmere en føring, og dermed måtte parterne forlade banen uden at vinder.
Opgøret endte 1-1, og AaB skal nu se, om de kan score minimum et mål på Cypern på tirsdag, uden at APOEL får bolden i nettet.